Nakke og piskesmæld
Et piskesmæld betyder for mange mennesker et afgørende vendepunkt i deres liv – deres livsbane ændrer simpelthen retning. De oplever – måske for allerførste gang – kroppen sætte sig i førersædet, mens intellektet og det rationelle hoved pludselig er forvist til det sekundære passagersæde.
Mange forskelligartede symptomer gør deres indtog – ofte tilsyneladende uden sammenhæng og mening, og den etablerede lægeverden synes heller ikke at kunne udskrive nøglen – hverken i form af piller eller behandling.
Listen af symptomer forekommer endeløs – hovedpine, svimmelhed, træthed, kæbespændinger, nakkesmerter, søvnbesvær, koncentrationsbesvær, fordøjelsesproblemer, frustration, synsændringer og hukommelsesbesvær er blandt de hyppigste. Og hvad værre er – ofte er ALLE disse symptomer til stede samtidigt!
Et piskesmæld har næsten altid store sociale konsekvenser – den lidt uhåndgribelige diagnose er ofte svær at håndtere, for såvel den piskesmældsramte som for dennes omgivelser. Et piskesmæld kan ikke lægges i gips og derved synliggøres – tværtimod er der som regel overhovedet ingenting at se, og omgivelserne har – forståeligt nok – svært ved at begribe det levende helvede, som findes bag de trætte øjne. En typisk piskesmældsramt vil ofte bytte sin symptomsamling med enhver tænkelig gipsliggørelse!
Helt centralt i behandlingen af et piskesmæld er den blide berøring – den alene kan afgøre, om behandlingen bliver en succes. Nervesystemet hos en piskesmældsramt er næsten altid ”stresset op” – det er, som om kroppen/nervesystemet stadig befinder sig i en ekstrem alarmtilstand. For overhovedet at have chancen for at hjælpe kroppen tilbage i ro, må vi respektere denne alarmtilstand – vi må møde kroppen, hvor den er! Belønningen for den blide berøring falder ofte i allerførste behandling – vi ”får lov” at nå strukturer, som ellers har været urørlige for andre. Vævet kan simpelthen mærke, at det ikke længere skal passe på – det sænker sine parader, og vender derved stille og roligt tilbage til bevægelse, til liv.
Mange piskesmældsramte bliver ofte dybt forundrede over den fantastiske/”mirakuløse” virkning, som denne elegante protokol har. Typisk har de prøvet en del andre behandlingsmetoder, men har aldrig rigtigt oplevet blivende forandringer. Og pludselig ligger de så under et par næsten umærkelige hænder, og deres symptomer ”bliver væk”.
Hvordan kan det være? Èn af behandlingens helt store forcer er det indgående kendskab til nervesystemet. Kranio-Sakral Terapiens måde at arbejde med det autonome nervesystem er helt unik. F.eks. betyder en afklemt Vagus-nerve et stresset nervesystem – så hjælper det altså ikke at massere nakken. Kroppen kan ganske enkelt ikke tage imod behandling, hvis ikke nervesystemet først er bragt i rimelig balance – faktisk vil den ofte i sin alarmerede tilstand opleve massage som yderligere stress. Derfor er re-balanceringen af nervesystemet et vigtigt element i kurset – dèt er hemmeligheden bag Kranio-Sakral Terapiens store succes med behandling af piskesmæld!